Rusland markerer annektering af Krim med pengeseddel


Foto: Ruslands Centralbank.


Ruslands nationalbank markerer annekteringen af Krim med udsendelsen af en 100-rubelseddel med motiver fra sortehavshalvøen.

Pengesedlen markerer “optagelsen af Krim og Sevastopol i den russiske føderation”, skriver centralbanken i en pressemeddelelse.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

På den ene side er trykt et billede af et mindesmærke for den russiske flådes forliste skibe. Mindesmærket står i Sevastopol, hvor den russiske flåde har sin base ved Sortehavet.

Vandmærket forestiller Katharina den Store, som i 1700-tallet stod i spidsen for erobringen af både Krim-halvøen og Ukraine.

100-rubelsedlen, som er 9,64 danske kroner værd, vil ifølge banken blive trykt i 20 millioner eksemplarer.

Rusland annekterede Krim i 2014, og det har blandt andet ført til sanktioner fra EU og USA mod russerne.

Annekteringen skete i kølvandet på et folkeoprør i den ukrainske hovedstad, Kijev, hvorefter den prorussiske præsident i Ukraine, Viktor Janukovitj, flygtede.

Den russiske centralbank sendte sidste år en 10-rubel-seddel på gaden med motiver fra Krim.

/ritzau/Reuters