Spøgelsesbilist kører galt på den fynske motorvej


Politiet har fået “et hav af” henvendelser fra andre bilister, der har kontaktet politiet om spøgelsesbilisten. Arkivfoto

En spøgelsesbilist er sent søndag aften forulykket på E20-motorvejen ved Ejby på Fyn. Det fortæller vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

- Det er en kvindelig bilist, der selv kontakter os. Hun er kørt ind i autoværnet og er ikke kørt sammen med andre biler, fortæller han til Ritzau.

Politiet har fået "et hav af" henvendelser fra andre bilister, der har kontaktet politiet om spøgelsesbilisten.

Det østgående spor ved Ejby er kort før klokken 01.00 natten til mandag delvist spærret, men der kan køres langsomt forbi, oplyser politiet, der endnu ikke kender til alle detaljer i sagen.

Det er således uvist, hvor og hvornår kvinden er kørt ned på motorvejen i det forkerte spor.

/ritzau/