Røde Kors venter hidtil uset fattigdom blandt flygtninge


Omkring 20.000 børn og voksne skal til næste år leve af den nye integrationsydelse, der er på SU-niveau, og som trådte i kraft i september. Arkivfoto


Det er i høj grad børnene, der kommer til at lide, når den nye integrationsydelse skubber et stort antal familier ud i fattigdom.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

Omkring 20.000 børn og voksne skal til næste år leve af den nye integrationsydelse, der er på SU-niveau, og som trådte i kraft i september.

Et ægtepar med tre børn vil på den nye ydelse have 12.600 kroner at leve for om måneden når bolig og børnepasning er betalt.

– Der er ingen tvivl om, at mange flere vil blive ramt af det her.

– Vi kommer til at se en hel del fattigdom i Danmark, som vi ikke har set tidligere, siger Anders Ladekarl til Ritzau.

Hans udmelding kommer, efter at Center for Alternativ Samfundsanalyse (Casa) i sin sociale årsrapport konkluderer, at den nye og lave integrationsydelse vil føre til markant mere fattigdom i Danmark.

Rapporten er baseret på erfaringerne med starthjælpen, som den borgerlige regering indførte i 2002, og som Thorning-regeringen afskaffede i 2012.

Integrationsydelsen kan ses som en genindførelse af starthjælpen.

For otte ud af ti betød starthjælpen, ifølge rapporten, ringere helbred og økonomi. Kun en ud af fem kom i en form for ustøttet beskæftigelse.

Casa forventer ud fra sine analyser af starthjælpen, at hver tredje flygtning ikke vil have råd til tre måltider om dagen på den nye integrationsydelse.

En ud af fire vil ikke have råd til at betale for lægeordineret medicin. Og mere end hver anden vil ikke kunne betale tandlægeregningen.

Den stigende fattigdom har betydet, at Røde Kors ligefrem er begyndt give kontanter til trængende flygtningefamilier.

Ifølge Anders Ladekarl uddeler den humanitære organisation “nogle” millioner kroner om året på den måde.

– Vi giver især til børnefamilier, så forældrene har råd til at sende deres børn til fritidsaktiviteter og købe tøj til dem. Vi giver også gavekort til genbrugsbutikker, fortæller han.

De fattige familier sender ansøgninger om hjælp til Røde Kors, der sammen med kommunerne vurderer, hvilke familier der har mest brug for hjælpen.

– Men der er grænser for, hvad vi har penge til, siger Anders Ladekarl.

Regeringen har planer om at udvide den nedsatte integrationsydelse til også at omfatte personer, der ikke har opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af de seneste otte år. Forslaget ventes behandlet i januar.

Integrationsydelsen er vedtaget af et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.

/ritzau/