Ofre i Ørstedsparken ramt af flere knivstik


Ørstedsparken natten til lørdag.


Det var et voldsomt knivstikkeri, der fredag aften udspillede sig i Ørstedsparken i København. De to 15-årige ofre blev ramt adskillige gange.

Like localeyes.dk på Facebook

Samtidig blev der i nærheden af gerningsstedet fundet flere slag- og stikvåben, som politiet har en “stærk formodning om” har forbindelse til overfaldet.

Knivstikkeriet fandt sted i et større opgør, hvor en gruppe på 5-6 personer blev overfaldet af en gruppe på 7-8 personer.

– Den ene har tre knivstik og den anden har fem knivlæssioner, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Henrik Vedel.

Politiet har fortsat ikke afdækket motivet for overfaldet.

– Vi har endnu ikke noget motiv. Men der er ingen tvivl om, at det ikke er tilfældigt. Der har været en uoverensstemmelse mellem disse to grupperinger. Men vi ved endnu ikke, hvem den anden gruppe er, siger Henrik Vedel.

Politiet vil nu afhøre de to ofre, der natten til lørdag har været under behandling, igen og forfølge sagen derfra.

– Der er ingen tvivl om, at dette her ikke er tilfældigt. Men om konflikten er opstået kort forinden eller ligger længere tilbage, det ved vi ikke, siger Henrik Vedel.

Knivstikkeriet fandt sted inde i Ørstedsparken, der ligger i de centrale København. Der er ikke oplysninger om, hvor i parken knivstikkeriet nærmere bestemt fandt sted.

Politiet fik anmeldelsen kort efter klokken 22 fredag, og parken var afspærret frem til omkring klokken to natten til lørdag nat grund af politiets undersøgelser.

/ritzau/