Togkontrollører er klar til at hjælpe DSB med id-kontrol


Flygtninge ankommer til Københavns Hovebanegård, september 2015.


Togpersonalet skal nok være klar til at kontrollere passagerernes pas og eventuelt visum.

Like localeyes.dk på Facebook

Det meddeler formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, efter at Folketinget fredag har vedtaget transportøransvarsloven.

Den betyder, at integrationsminister Inger Støjberg (V) i en ekstraordinær situation, hvor der bliver indført midlertidig grænsekontrol, kan pålægge transportører strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id.

– Vi ved godt, at DSB ikke har brudt sig om opgaven, men vi mener, at vores medlemmer er kompetente til at løse den her opgave, når den må komme, siger Henrik Horup fra Dansk Jernbaneforbund, hvis medlemmer blandt andre er togkontrollørerne.

Og i et tidligere høringssvar fra DSB, gjorde DSB det også helt klart, at det ikke var noget, de ønskede sig.

– Hvis DSB fremover pålægges at indføre kontrol af generel rejselegitimation og visa, tilkommer der DSB opgaver, som medarbejderne ikke er uddannet til, endsige har erfaring med, skriver DSB i høringssvaret.

Efter lovbehandlingen fredag har DSB dog meldt sig villig til at tage opgaven på sig, hvis det bliver nødvendigt. Selv om de også understreger over for Ritzau, at høringssvaret fortsat står ved magt.

Men togpersonalet skal nok klare de nye udfordringer, mener Henrik Horup.

– Togpersonalet er myndighedspersoner, så de er vant til at have kundekontakt. De skal selvfølgelig have en instruktion i, hvad deres beføjelser er. Hvad de kan, hvad de må, og hvorledes de skal agere, hvis de opdager noget, som er uregelmæssigt.

– De er vant til at kontrollere folk på den ene eller anden måde, så jeg tror ikke, at opgaven som sådan er særlig ny. Den største opgave ligger i logistikken. Der er en planlægningsopgave, der skal løses, og det bidrager vi gerne med, hvis DSB ønsker det, siger jernbaneforbundets formand.

/ritzau/