Seks mænd fængslet for våben og narko – flere med rocker-tilknytning


Arkivfoto


Retten i Glostrup har fredag varetægtsfængslet seks mænd i en sag vedrørende omfattende narkotikakriminalitet og våbenbesiddelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Blandt de varetægtsfængslede er to ledende medlemmer af bandegrupperingen ‘No Surrender’ og flere andre personer, der vurderes at have en tæt tilknytning til gruppen, lyder det fra politiet.

Alle seks personer er sigtet for handel med kokain, mens en også er sigtet for hashhandel.

Derudover er tre af de varetægtsfængslede sigtet for besiddelse af i alt ni våben, herunder en maskinpistol, en Stengun, en skarpladt halvautomatisk pistol med magasin isat fem patroner, en pistol af mærket Coonan kaliber .357, en pistol af mærket Browning, en pistol af mærket Glock, en pistol af mærket Colt med tilhørende magasin isat seks patroner, to revolvere samt en større mængde ammunition.

Alle de sigtede har nægtet sig skyldige, med undtagelse af én sigtet, der har erkendt sig skyldig i besiddelse af en mindre mængde hash, men i øvrigt nægtede sig skyldig.

Retsmødet blev af hensyn til efterforskningen afholdt for lukkede døre, ligesom der blev afsagt kendelse om navneforbud.