25-årig anholdt for køb af LSD via udenlandske hjemmesider


Politiet skal generelt advare mod at købe og indtage sådanne rusmidler, da man ikke kan vide, hvad produkterne indeholder, idet stofferne ofte bliver lavet på hjemme-laboratorier hos organiserede kriminelle. Der er set eksempler på, at hestebedøvelsesmidler eller andre sundhedsskadelige medikamenter er fundet i stofferne. Arkivfoto


Specialgruppen fra Midt- og Vestsjællands Politi ransagede onsdag den 9. december 2015 om aftenen en adresse i Lille-Skensved i Køge kommune.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse:

Baggrunden var, at SKAT havde beslaglagt flere postforsendelser med forskellige former for euforiserende stoffer bestilt til en 25-årig mand. Bestillingerne var foretaget via udenlandske hjemmesider, der udbyder euforiserende stoffer. Der er tale om bl.a. euforiserende svampeprodukter, forskellige former for euforiserende piller samt “frimærker” med LSD.


LSD-piller som disse er meget nemme at få fat i på nettet.

I Lille-Skensved traf politiet den 25-årige mand, og ved den efterfølgende ransagning på hans bopæl blev der ud over en ulovlig peberspray også fundet marihuana, så manden blev ud over sigtelserne for de beslaglagte postforsendelser med narkotiske stoffer også sigtet for overtrædelse af våbenloven samt endnu en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han erkendte sig skyldig og kan se frem til en bøde.


Der er mange hjemmesider hvor man kan bestille ulovlige piller.

Politiet skal generelt advare mod at købe og indtage sådanne rusmidler, da man ikke kan vide, hvad produkterne indeholder, idet stofferne ofte bliver lavet på hjemme-laboratorier hos organiserede kriminelle. Der er set eksempler på, at hestebedøvelsesmidler eller andre sundhedsskadelige medikamenter er fundet i stofferne.

Politiet har kendskab til flere tilfælde, hvor folk, der har indtaget sådanne produkter, er blevet alvorligt syge, hvilket tre unge mennesker på Stevns oplevede i oktober måned og senest to unge piger i forrige weekend også på Stevns. I enkelte tilfælde har indtagelse af stofferne endda medført, at personer er afgået ved døden.