Alvorlig ulykke: 65-årig kvinde lå fastklemt under bil


HELSINGE: Mandag eftermiddag omkring 14-tiden skete en tragisk ulykke på P-pladsen udenfor Fakta på Frederiksborgvej. På endnu ukendt vis endte en lokal 65-årig kvindelig fodgænger med at ligge fastklemt under en Mercedes personbil, som tilsyneladende forsøgte at parkere i en handikapbås.

Frederiksborg Brand & Rednings brandkøretøjer fra Falcks brandstation i Helsinge rykkede omgående ud efter alarmen indløb omkring kl. 14.10, ligesom politi, flere ambulancer, akutlæge og en lægehelikopter hastede mod uheldsstedet.

Hvordan ulykken helt præcist er sket, er mandag eftermiddag meget uklart, men uheldsstedet er kendt som et farligt sted af lokale idet fodgængere langs facaden på Fakta bliver tvunget ud på P-pladsen, af en stor metaltrappe som dækker hele fortovet – om trappen har en andel i denne ulykkelige sag er endnu ikke kendt.

Civile løb straks til hjælp
Ved brandfolkenes ankomst lå der allerede flere civile og forsøgte at hjælpe den fastklemte kvinde, som ifølge lokale kilder lå helt inde under bilen. Fra et naboværksted var man løbet til med en donkraft, mens bjælker og brædder også var indsat i redningsforsøget. Brandfolkene kunne hurtigt supplere med deres udstyr, herunder flere løftepuder fra frigørelsesudstyret på brandbilen, som hurtigt fik den svært kvæstede kvinde frigjort.

Mens ambulanceredderne og akutlægen arbejdede med den kvæstede kvinde, ankom lægehelikopteren som landede på det grønne areal langs Rådhusvej.

Mens redningsmandskabet kæmpede for den 65-årige kvindes liv og førlighed, blev bilens fører – en ung kvinde på 18-20 år – afhørt i sagen og taget med på politistationen. Hvad hun eventuelt kan blive sigtet for i forbindelse med ulykken er endnu ikke afklaret, men hun er afhørt med en sigtets rettigheder.

Fløjet direkte til Traumecentret
Efter ca. 20-25 minutters lægebehandling kørte ambulancen yderst forsigtigt ned ad cykelstien til helikopteren, og redningsmandskabet fik forsigtigt overført den 65-årige kvinde til helikopteren, som i løbet af få minutter lettede og satte kursen mod Rigshospitalets Traumecenter.

Meldingen på uheldsstedet lød på at kvinden var i kritisk tilstand, og kl. 17.30 arbejdede lægerne på Traumecentret fortsat på den kvæstede kvinde som dog nu er meldt i mindre kritisk tilstand.

Den 65-årige kvindes pårørende er blevet underrettet om ulykken, oplyser vagtchefen for Nordsjællands Politi.

Ulykken er blevet undersøgt af en bilinspektør og Teknisk Støtte fra Nordsjællands Politi, men ulykkens omstændigheder er fortsat uklare og politiet beder om hjælp fra eventuelle vidner til ulykken.

– Hvis nogen har set ulykken ske, eller på nogen måde har oplysninger eller observationer omkring ulykken, så ring til os på 1-1-4, lyder opfordringen fra Nordsjællands Politi.