Stormen Helga forstyrrer togtrafikken


Arkivfoto


Stormen Helga er gået i land i det vestjyske. Vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Dan Nilsvall, fortæller, at vinden fredag morgen er begyndt at tage kraftigt til.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Allerede nu er vindstyrken på Vestkysten kommet op på vindstød af stormstyrke, og den fortsætter op til resten af Nordjylland, siger Dan Nilsvall.

Allerede tidligt fredag morgen har Helga skabt forstyrrelser for togtrafikken. Alle tog mellem Struer og Thisted er aflyst, og de bliver ikke erstattet af togbusser, oplyser DSB.

Heller ikke mellem Aalborg og Frederikshavn kører togene. Der er dog sat togbusser ind på strækningen. De vil køre, indtil politiet fraråder det.

Det er kun knap en uge siden, at Danmark sidst blev ramt af en kraftig storm, da stormen Gorm passerede Danmark. Og selv om Helga bliver mindre blæsende, vil Nordjylland blive ramt af en storm på med niveau med Gorm.

Vinden forventes at være kraftigst omkring middag ved Skagen.

– I første omgang går stormen over Vestjylland og derefter Nordjylland. I Jammerbugten og den nordlige del af Vendsyssel forventer vi storm med vindstød af orkanstyrke, siger Dan Nilsvall.

Stormen vil aftage i løbet af eftermiddagen.

/ritzau/