22-årig kvinde stikker sin kæreste ned i lejlighed


Arkivfoto


Et skænderi mellem et kærestepar i en lejlighed i Fredericia udviklede sig torsdag aften til, at kvinden stak sin mandlige partner i brystet med en kniv.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Stikket var livstruende, men tidligt fredag morgen betegnes den 38-årige mands tilstand som stabil ifølge politiet.

– Lige omkring klokken 22.00 torsdag aften var der en form for husspektakler, som så eskalerer ved, at den forurettede bliver tildelt et knivstik, som har været livstruende, siger vagtchef Kristian Juliussen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

– Hans tilstand er stabil nu, efter at de har arbejdet med ham på hospitalet i nogle timer, fortsætter han.

Kvinden, der er 22 år gammel, anmeldte selv hændelsen til politiet. Hun bliver nu sigtet for drabsforsøg og skal fredag fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet har afhørt hende, men hun er ikke umiddelbart kommet med nogen forklaring på, hvorfor parret kom op at skændes.

/ritzau/