Flere steder fraråder politiet al unødvendig udkørsel


Gorm rev blandt andet taget af en bygning i Randers


Væltede træer og flyvende tagsten får flere politikredse til at fraråde danskere al unødvendig færdsel ude i stormen Gorm.

Like localeyes.dk på Facebook

Det sker både på Fyn, i Sydjylland og i Midt- og Vestjylland, hvor politiet netop gør danskerne opmærksomme på, at de skal være forsigtig på grund af de mange væltede træer og flyvende tagstene.

– Gorm raser overalt i Midt- og Vestjylland – Flyvende tagsten, væltede træer og lukkede veje. Gå ikke ud!!! Se i stedet #stormdk i fjernsynet, skriver kredsen på Twitter.

Hos Østjyllands Politi melder man om et tag, der er blæst af på en boligblok i Brabrand, ligesom politiet i Sydjylland fortæller om en bil, der er kørt ind i et træ, og at julebelysning flere steder er faldet ned i byen Ølgod.

Derimod var der stadig forholdsvis roligt på Sydsjælland ved en 20.45 tiden. I hvert fald skrev politiet på Twitter, at der endnu ikke havde været de store skader.

– Gorm har fat i Danmark, men pt. har der ikke været de store gener bortset fra den stærke blæst i politikredsen, skrev de. Siden har de meldt om flere væltede træer.

Og stormen Gorm udvikler sig voldsommere og voldsommere. Ved Blåvandshuk Fyr blev der ved 19-tiden ifølge DMI målt vindstød af orkanstyrke.

Både lillebæltsbroerne, Storebæltsbroen, Øresundsbroen og en lang række andre broer er i løbet af aftenen blevet lukket. Derudover er en lang række togafgange blevet aflyst.

Blandt andet er S-tog og Kystbanen lukket ned fra klokken 22 søndag aften og i hele landet kører regional- og fjerntog med timedrift fra klokken 18.

Også Københavns Lufthavn oplyser, at stormen vil forstyrre flytrafikken til og fra København.

/ritzau/