19-årig dansker fængslet for at true med terror


Manden, der er dansk statsborger, blev anholdt i Aarhus i går kl. 11.34 i et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET), efter han på Facebook havde delt et link til en video, der angiveligt er produceret af IS. Arkivfoto


En 19-årig mand fra Aarhus er her til formiddag blevet varetægtsfængslet i tre uger ved retten i Aarhus, sigtet for at fremsætte trusler om at begå terror og for at billige terrorhandlinger begået af Islamisk Stat (IS).

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden, der er dansk statsborger, blev anholdt i Aarhus i går kl. 11.34 i et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET), efter han på Facebook havde delt et link til en video, der angiveligt er produceret af IS. Videoen viser blandt andet en række personer, der bliver henrettet. De henrettede personer skulle, ifølge videoen, være spioner mod IS. Ved delingen af videoen på Facebook skrev manden en tekst, som politiet og PET vurderer som værende trusler om at begå terror og billigelse af terrorhandlinger.

– Den 19-åriges tekst på Facebook må forstås som en trussel om, at andre, der spionerer mod IS, vil lide samme skæbne som personerne i videoen. Derudover sigter vi ham for at have fremsat en mere generel trussel om drab på vantro. Han er ligeledes sigtet for at billige de terrorhandlinger, som vises i videoen, siger efterforskningsleder og fungerende politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi og tilføjer:

– Jeg håber, at en sag som denne kan have en præventiv effekt i forhold til andre, der fx sidder hjemme ved computeren og overvejer at gøre noget lignende. Sammen med PET holder vi øje med den slags, og nu sender vi et kraftigt signal om, at man skal afholde sig fra at udføre sådanne handlinger, for man risikerer at blive sigtet for overtrædelse af en af de tungeste paragraffer i straffeloven.

Den 19-årige mand er sigtet for at fremsætte trusler om at begå terror, jf. straffelovens §114, stk. 3 og for udtrykkeligt at billige terrorhandlinger, jf. straffelovens § 136, stk. 2.