Yderligere to unge sigtet for groft røveri mod DagliBrugsen i Kliplev


Overvågningsfoto fra politiet.


Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet yderligere to personer for et røveri den 11. september, hvor maskerede mænd truede personalet med kniv til at udlevere et større pengebeløb, og efterfølgende bandt to ansatte med strips.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er nu i alt fire sigtede for røveriet mod DagliBrugsen i Kliplev, efter at politiet den 18. november anholdt og sigtede to 17-årige drenge for røveriet. De to blev den 19.november varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Sønderborg.

De to nye sigtede er begge 17-årige drenge fra lokalområdet. De sidder i forvejen varetægtsfængslet for et indbrud, som udviklede sig til et hjemmerøveri. Det fandt sted den 5. oktober i Felsted, hvor beboerne overraskede tyve i huset, som efterfølgende truede beboerne for at få bilen med sig.

Politiet anholdt den 14. oktober de to 17-årige, sammen med en 19-årig medgerningsmand. Alle tre blev varetægtsfængslet. Den 19-årige er ikke sigtet for røveriet mod DagliBrugsen i Kliplev, udelukkende for hjemmerøveriet.

De seneste anholdelser kommer på baggrund af flere måneders intensivt efterforskning, og det er politiets vurdering at røveriet nu er fuldt opklaret.


Overvågningsfoto fra politiet.