Trods ulovlig agentaktion: Får samlet 22 års fængsel for 200 kilo kokain


Arkivfoto


Politiet overtrådte loven under efterforskningen af en international narkosag, har Vestre Landsret torsdag slået fast.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Men overtrædelsen af reglerne betyder dog ikke, at de to tiltalte går fri for anklagen om, at de forsøgte at købe 200 kilo kokain for 43 millioner kroner.

Resultatet er, at de straffes med fængsel i henholdsvis 12 og ti år.

En af de seks dommere i landsretten vil helt frifinde de tiltalte. Denne dommer mener, at de tiltalte formentlig ulovligt blev lokket til i en lang periode at forhandle om køb af den store mængde kokain.

Sagen blev skabt af det amerikanske narkopoliti DEA, og retssagen har i høj grad handlet om forskellen på amerikanske og danske efterforskningsmetoder.

De dømte er den tyske statsborger Mathias Sperling på 31 år og hans colombianske ven, Pedro Aguillon på 48 år.

Først foregik samtalerne i Bogota, og senere rejste de til Danmark, hvor forhandlingerne fortsatte under møder i København og til sidst Aarhus.

Samtalepartneren var den narkodømte colombianer “Maria”, der arbejder for det amerikanske narkopoliti DEA.

Under instruktion af DEA og dansk politi rejste “Maria” til Danmark to gange for at videreføre skuespillet, som til sidst endte med anholdelser i Aarhus i december 2013.

Her deltog også en britisk politimand “Tony” og en dansk PET-medarbejder som undercover-betjente. De skulle forestille at stå i ledtog med colombianeren, som påstod, at han rådede over de 200 kilo.

– Der har aldrig tidligere været en sag som denne i Danmark, har Mathias Sperlings forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, sagt.

Landsretten slår fast, at “Maria” overtrådte reglerne i retsplejeloven om, hvad en såkaldt civil agent må gøre.

Derfor er straffen blevet reduceret i forhold til, hvad forbrydelsen ellers skulle give.

Samme konklusion nåede byretten i Aarhus til sidste år, men her var rabatten større, idet dommen lød på fængsel i ti og ni år.

I danske agentaktioner er det normalt, at agenten forsøger at få en mistænkt til at afsløre sit stof i en handel. I denne sag var situationen omvendt. Her lå politiets agent inde med stoffet, som han foregav at ville afsætte.

/ritzau/