Fører af varebil alvorligt kvæstet – kørte op i lastbil

    En fører af en varebil er fredag morgen kommet alvorligt til skade i en ulykke på motorvejen ved Vejle.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

    Varebilen kørte op i en lastbil, som holdt stille, fordi den var kørt i stykker.

    - En lastbil kører i stykker og holder stille i første vejbane, og der kommer en varebil og kører op bag i lastbilen.

    - Føreren af varebilen er alvorligt tilskadekommen, lyder meldingen fra politiets vagtchef.

    Motorvejen var lukket i nordgående retning efter afkørsel Vejle S i næsten en halv time, men kort før klokken otte blev et enkelt spor åbnet.

    Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at ulykken har medført massiv kø, og trafikanter må derfor forvente længere rejsetid på strækningen ind til sidst på formiddagen.

    I første omgang var der også tilkaldt en redningshelikopter til ulykkesstedet, men den blev afblæst, da der alligevel ikke var brug for den.

    /ritzau/