Politiet i mørkelagt aktion i Aabenraa

    Syd- og Sønderjylland Politi er torsdag aften i gang med en flere timer lang aktion i Aabenraa.

    Men politiet vil ikke fortælle, hvad den går ud på.

    - Jeg kan bekræfte, at vi er til stede i Aabenraa. Derudover kan jeg ingenting sige, fortæller Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Ifølge B.T. skulle politiet være massivt til stede ved boligområderne Blegen og Toften.

    /ritzau/