58-årig tilstår drab på sin kone: Hun var vred over at jeg købte sko til børnene


Tagensvej tirsdag eftermiddag.


En 58-årig mand er ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København onsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage for at have slået sin hustru ihjel. Manden har tilstået drabet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det var tirsdag formiddag, at den 51-årige kvinde blev stukket ihjel i en lejlighed i København på Tagensvej. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 10.40.

Samme dag anholdt politiet kvindens mand, som nu har tilstået, at det var ham, der førte kniven. Parret har sammen fire børn.

– Der er tale om to voksne børn og to mindreårige, har politikommissær Carsten Ahrends fra Københavns Politi fortalt til Ritzau.

Grunden til den tragiske hændelse skyldtes ifølge Ekstra Bladet “banale uoverensstemmelser over nyindkøbte børnesko”.

– Hun var vred over, at jeg havde brugt penge på tøj og sko, og hun råbte og skreg og sagde, at jeg var uansvarlig og ikke kunne håndtere penge, har den 58-årige forklaret ifølge avisen.

Det blev for meget for ham, da hustruen tog det op igen tirsdag, og han fandt derfor en kniv fra køkkenet.

– Jeg lagde kraft i min bevægelse. Jeg stak for at dræbe hende, forklarede manden ifølge Ekstra Bladet.

/ritzau/