Is fra lastbil forårsagede to uheld


Arkivfoto


En lastbilchauffør opdagede tilsyneladende for sent et uheld og ramte en lastbil, der var impliceret i det første uheld.

Det skriver newsbreak.dk.

Der skete mandag kort efter klokken 06 et uheld på E45 mellem motorvejskryds Skærup og Vejle S.

En udenlandsk lastbil tabte noget is oppe fra presenningen.

– Det faldt ned på en tysk personbil, der kørte bagved. Bilen fik skader, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Henrik Dam, til newsbreak.dk.

Lastbil opdagede ikke uheldet

Førerne af henholdsvis lastbilen og personbilen kørte ind i nødsporet. En anden lastbil opdagede tilsyneladende for sent, at der var sket et uheld:

– Denne lastbil rammer enten helt eller delvist den første lastbil, der var impliceret i uheldet med personbilen, forklarer Henrik Dam.

Højre spor er i øjeblikket spærret, men det forventes at der snart er ryddet op, så strækningen atter er fri.

Ingen personer er kommet til skade.