Vejdirektoratet forudser forsinkelser i mandagstrafikken


Sådan så det ud i Nordsjælland søndag morgen.


Det er vigtigt, at du kommer tidligt ud af døren, når du skal på arbejde mandag morgen.

Ifølge Vejdirektoratet vil frost natten til søndag gøre vejene glatte mandag morgen.

Samtidig peger Vejdirektoratet på, at der stadig er biler rundt omkring på vejene, der ikke er blevet bjærget endnu.

Selv om håbet er at være færdig med bjærgninger mandag morgen, kan der opstå forsinkelser.

– Vejene vil være glatte mandag morgen. Der vil blive saltet, men der vil være glat alligevel. Det er ikke sikkert, at man kan se på kørebanen, at den er glat, men det er den mange steder alligevel, siger Maiken Moores, pressevagt hos Vejdirektoratet, til Ritzau.

Hun peger især på, at stederne der har oplevet snefald de seneste dage, vil kræve ekstra transporttid.

– Hvis man bor et sted, hvor der er sne på vejene søndag aften, så bliver man klart hårdest ramt, siger Maiken Moores.

Vejdirektoratet opfordrer folk til at medbringe tæpper og en termokande med varmt indhold på vejene mandag.

– Hvis uheldet er ude, er det meget koldt at sidde i bilen og vente. Det er en rigtig god ide at forberede sig, hvis nu man skulle være så uheldig at sidde fast.

Weekendens snevejr har betydet forsinkelser i trafikken over hele landet. Sidst på eftermiddagen søndag havde Falck modtaget 1950 anmeldelser fra bilister, der havde brug for hjælp.

Også togene vil være mærket af vejret mandag.

Hos DSB betyder vejret i weekenden, at man må tjekke, at alle tog er i fulde omdrejninger.

– Vi er nødsaget til at hive alle vores tog ind til et servicetjek på værkstedet. Som følge heraf kører der lidt færre regionaltog på Sjælland fra morgenstunden og frem til klokken 13.00, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

/ritzau/