Frankrig frigiver foto af selvmordsterrorist


Hvem er denne mand? Det spørgsmål beder fransk politi nu offentligheden om hjælp til at opklare (Politifoto).


Politiet i Frankrig har frigivet et foto af den tredje af de tre mænd, der begik selvmordsattentater uden for Frankrigs nationalstadion, Stade de France, i Paris den 13. november.

Like localeyes.dk på Facebook

Det var denne aften, at den franske hovedstad blev ramt af det blodige terrorangreb, hvor 130 mennesker blev dræbt ved skud- og selvmordsterror.

Franske efterforskere sagde i fredags, at den tredje gerningsmand dukkede op blandt flygtninge på den franske ø Leros den 3. oktober sammen med en af de andre selvmordsbombere, hvis foto også er offentliggjort, men som heller ikke er identificeret.

Kun en af de tre terrorister ved Stade de France er identificeret, nemlig den franske statsborger Bilal Hadfi, der var 20 år, og som boede i Belgien.

Manden på det foto, der er offentliggjort søndag, præsenterede sig i Grækenland som syrisk statsborger ved navn Mohammad al-Mahmod, siger en kilde tæt på efterforskningen.

Han og den anden selvmordsbomber tog færgen fra Leros til havnen i Piraeus ved den græske hovedstad, Athen, den 8. oktober.

Derpå sluttede de sig til den strøm af migranter og flygtninge, der dengang som nu bevægede sig nordpå mod de nordlige lande i Europa.

De to bombemænd kom så ikke til Tyskland eller Sverige, men dukkede i stedet op i Paris på den makabre aften, hvor syv terrorister i en bølge af koordinerede angreb dræbte 130 mennesker og sårede 350.

Politiet og sikkerhedsstyrker eftersøger fortsat en mistænkt gerningsmand, som menes at have overlevet og er flygtet.

Det drejer sig om den 26-årige Salah Abdeslam, der kan være flygtet til Belgien.

Søndag aften er den belgiske hovedstad, Bruxelles, fortsat i højeste alarmberedskab. Her er politiet i gang med at lede efter personer, der muligvis planlægger terror i byen.

En af dem kan være den eftersøgte Salah Abdeslam.

En person blev dræbt, da de tre mænd sprængte sig selv i luften under fodboldkampen mellem Frankrig og Tyskland i Paris den 13. november.

Langt flere blev dræbt ved skudangreb og selvmordsattentater på en café og en restaurant samt ikke mindst på spillestedet Le Bataclan.

/ritzau/AFP