Arkivfoto
Ved en efterforskning af en sag stødte en politiassistent fra Københavns Vestegns Politi sidste år på et spor, som skulle blive begyndelsen på en sag om årelange seksuelle krænkelser.
Politiassistenten havde modtaget indholdet af en mistænkts mobiltelefon, og på den var der optaget flere videoer af en ung kvinde, som efter betjentens opfattelse blev udsat for seksuelle overgreb.
Det er anklager Kristoffer Gammelgaard Petersen fra Københavns Politi, der mandag i Københavns Byret fortæller om, hvordan den opsigtsvækkende voldtægtssag nærmest ved et tilfælde kom for dagen.
En i dag 39-årig mand er anklaget for gennem fem år at have udsat sin daværende kone for voldtægter i deres hus i Kirke-Såby på Sjælland. Kvinden er i dag 30 år, men var på det tidspunkt i begyndelsen af 20’erne.
Derudover er han anklaget for at have holdt hende fangen i en lejlighed på Vesterbro i to måneder hen over nytåret 2017-2018. Her udsatte han hende for ydmygelser og seksuelle overgreb, lyder anklagen.
Blandt andet tvang han hende til at skrive under på en slavekontrakt, og hver dag voldtog han hende, lyder anklagen mod ham. Han tvang hende også til at på ydmygende vis at indtage forskellige typer af stoffer.
Hun fik lussinger, blev spyttet på, ydmyget på anden vis og blev også tvunget til at sove på gulvet som en hund, lyder det i anklageskriftet. Han nægter sig skyldig.
Ifølge ham havde de et sexliv, hvor de blandt andet dyrkede sadomasochistisk sex.
– Hun kunne godt lide at blive bundet og få bind for øjnene. Vi talte altid om, hvordan hun kunne sige fra. Hun havde aldrig noget for munden, så hun kunne sige stop, fortæller manden mandag i Københavns Byret om tiden i Kirke-Såby.
Han afviser at have trukket et dynebetræk over hovedet på hende, mens hun sov, og voldtaget hende efterfølgende.
Den 39-årige fortæller, at de to havde planer om at stifte familie, men at hun ikke kunne blive gravid. De modtog fertilitetsbehandling, og det sled også på forholdet, som endte med en skilsmisse i 2015.
Et par år efter at de blev skilt, begyndte de at se hinanden igen. På det tidspunkt var det 12 år siden, at de mødte hinanden første gang i hendes fars kiosk, hvor hun arbejde. Hun var 16, han 25.
Nu havde de et kuldsejlet ægteskab bag sig, og det genstartede forhold gik heller ikke gnidningsfrit. De aftalte, at de begge måtte se andre, og det gik “op og ned”, forklarer den 39-årige i retten.
Kvinden har en noget mere brutal udlægning af sagen, nemlig at hun blev mishandlet af manden. Hun møder i retten den 7. november for at afgive forklaring i sagen.
Der ventes dom midt i december.
/ritzau/