79-årig kvinde er i kritisk tilstand efter påkørsel i Aarhus


    Arkivfoto


    En 79-årig kvinde er i kritisk tilstand efter at være blevet påkørt i Aarhus Vest.

    Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau tidligt søndag.

    Ulykken fandt sted på Februarvej, hvor kvinden af ukendte årsager var gået ud på kørebanen for at orientere sig.

    Her blev hun først snittet af sidespejlet på en forbikørende bil.

    Herefter faldt hun og blev kørt over af en anden bil.

    Politiet fik anmeldelsen klokken 18.46 lørdag, oplyser vagtchefen.

    Kvinden blev efterfølgende bragt på sygehuset og er i live. Men hun er kommet alvorligt til skade.

    Chaufførerne af de to biler kom ikke noget til fysisk, meddeler vagtchefen.

    De pårørende til kvinden er underrettet.

    /ritzau/