23-årig mand troede han mødte en 14-årig pige efter sexchat. I stedet for mødte han to mænd som tvang ham til at hæve 95.000 kroner. Arkivfoto
Et planlagt stævnemøde med hvad en 23-årig mand troede var en 14-årig pige, som han havde chattet med på nettet, udviklede sig natten til torsdag til, at han blev udsat for grov afpresning og en nat i håndjern i sit eget hjem.
Og politiet siger fredag, at det mener, at der kan være flere mænd, som har været ofre for den udspekulerede afpresning.
– Vi har en kraftig mistanke om, at de kan have gjort det mod andre, siger Rene Frederiksen, chef for Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi til Ritzau.
Torsdag kulminerede sagen, da to mænd fra Aarhusegnen på 21 og 22 år blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Mændene er mistænkt for at have oprettet en falsk profil i et chatforum på internettet.
Formelt er de sigtet for hjemmerøveri samt ulovlig tvang. De nægter sig skyldige og ønskede ikke at udtale sig i retten.
– De havde aftalt at mødes med den 23-årige, der havde forventet at stå over for den 14-årige pige, som han troede, at han havde chattet med, siger Rene Frederiksen.
– I stedet blev han opsøgt af de to mænd, der truede med at afsløre ham som pædofil, hvis han ikke hævede de mange penge i banken.
Mændene tvang ifølge sigtelsen den 23-årige til at udlevere sin kode til nem-id, så de kunne undersøge, hvor mange penge, han havde stående i banken.
Da det første forsøg på at hæve pengene mislykkedes, tilbageholdt de to mænd den 23-årige i hans hjem hele natten.
– Manden var spændt i håndjern og lå det meste af natten i sin seng, fortæller Rene Frederiksen.
Torsdag måtte han så igen en tur i banken og hæve de mange penge til sine afpressere.
Bagefter gik han til politiet, og torsdag blev de to mænd anholdt i Aarhus.
/ritzau/