Politiet undersøger mistænkeligt forhold ved Nørreport


Politi ved Nørreport Station i København.


Københavns Politi oplyser, at de fredag aften undersøger “et mistænkeligt forhold” ved Nørreport Station. Det betyder, at hverken S-tog eller metro stopper ved stationen.

– Vi undersøger et mistænkeligt forhold, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.

Anmeldelsen kom cirka klokken 20, oplyser vagtchefen, der ikke kan sige mere på nuværende tidspunkt.

Politiet har evakueret passagererne fra stationens perroner. Selve stationsområdet er dog ikke afspærret, oplyser Ritzaus journalist på stedet.

Han fortæller, at politiets Aktionsstyrke, også kaldet AKS, er til stede, og politiet råder folk ved stationen til at tage bussen.

Tidligere fredag aften har der floreret sms’er, der advarede imod et planlagt terrorangreb mod lige præcis Nørreport Station i København fredag aften.

Der er ingen oplysninger om, at der skulle være en sammenhæng mellem sms’erne og politiets arbejde ved stationen.

I nogle af beskederne refereres der til en person fra PET som kilde. Der står i nogle af dem, at en person “fra min klasse, hvis vens far arbejder i PET, har sagt, at de har formodninger om, at der er planlagt terrorangreb på Nørreport Station i aften”.

PET har imidlertid ingen kommentarer. Efterretningstjenestens presseafdeling har oplyst til Ritzau, at PET aldrig kommenterer rygter.

Henrik Brix fortalte tidligere, at sms’erne har fået flere bekymrede borgere til at kontakte politiet.

– Vi er blevet lagt ned af henvendelser.

– Jeg ved, at det er både på 114, 112 og mail også. Vi får rigtig mange henvendelser, sagde Henrik Brix, der ikke kan give et præcist antal.

/ritzau/