Arkivfoto
En 27-årig mand står efter politiets opfattelse bag flere bilbrande, som i efteråret er blevet anstiftet i Baldersgade på Nørrebro i København.
Københavns Politi har anholdt manden og fremstiller ham fredag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om ni brande, som er blevet anstiftet i perioden fra 30. august til 23. oktober.
– Stigningen i bilbrande i et meget lille område i Baldersgade har naturligvis gjort, at vi har intensiveret vores efterforskning, siger vicepolitiinspektør Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi.
– Det er den efterforskning, der nu har båret frugt, siger Brian Belling i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser, at den sigtede ikke har relationer til den igangværende bandekonflikt.
/ritzau/