Arkivfoto
Torsdag aften kørte en lille sort bil ræs på p-pladsen ved indkøbscenteret Waves i Greve, men det var ikke nok. Bilisten kørte også ind i centeret.
– Manden kørte fuldstændigt vanvittigt ude på p-pladsen, og så kørte han også ind i centeret, fortæller kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen.
Bilisten så på et tidspunkt sit snit til at køre gennem en dobbelt skydedør ind i centeret. Efter en kort tur inde i centeret kører bilisten ud af en anden dobbelt skydedør. Han venter dog pænt til, at dørene er åbne.
– Der er ingen, der er kommet til skade, eller nogen der har været i fare, så vidt vi ved, men det er jo i sig selv vanvittigt at køre ind i et indkøbscenter, lyder det videre fra Carsten Andersen.
Politiet har registreringsnummeret på bilen, og leder nu efter manden, som førte bilen.
– Ham skal vi have en snak med, afslutter Carsten Andersen.