Lækket udkast: Kommission skal blotlægge rådgivning af Støjberg


    Arkivfoto


    Den kommission, som regeringen har nedsat, skal blotlægge rådgivning af Inger Støjberg (V) i sagen om tvangsadskillelser af asylpar.

    Det fremgår af et udkast til kommissoriet, Politiken er i besiddelse af.

    Den kommende kommissionsundersøgelse skal svare på, hvilken rådgivning daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fik, og hvilke skridt ministeriet og Udlændingestyrelsen tog.

    Sagen om de unge asylpar – også kendt som barnebrudssagen – omhandler en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år.

    Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016. Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den. Folketingets Ombudsmand betegnede i foråret 2017 instruksen som ulovlig.

    I april satte Udlændinge- og Integrationsministeriet gang i en intern eftersøgning.

    Den kommende undersøgelseskommission får til opgave at svare på, hvad Inger Støjberg er blevet rådgivet om af sit ministerium i sagen.

    Den skal også svare på, hvad Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen gjorde, da det kom frem, at der kunne være problemer med instruksen.

    Ifølge udkastet vil kommissionen i udgangspunktet få to år at arbejde i, skriver Politiken.

    Den vil blive tildelt “fuldt og omfattende sekretariatsbistand”, lyder det i udkastet til et kommissorium.

    Ifølge Sten Bønsing, der er professor på Aalborg Universitet og har fulgt sagen tæt, er en af de grundliggende uklarheder i sagen, at man “ikke ved, hvad der er blevet sagt mundtligt”.

    For eksempel har Folketingets ombudsmand i sin afdækning af sagen kun kunnet undersøge sagen ud fra skriftlige akter, da han ikke foretager egentlige afhøringer.

    – Det gør man jo netop her, siger Sten Bønsing om kommissionen til Politiken.

    Det er regeringen, der i samarbejde med partierne SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten har besluttet at nedsætte kommissionen.

    /ritzau/