Spansk politi anholder tyvebande med hang til fodboldhjem


    Arkivfoto


    Spansk politi har anholdt en formodet tyvebande, der er mistænkt for at stå bag indbrud hos berømte fodboldstjerner i Spanien.

    Det oplyser spansk politi og Europol mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Efter en koordineret indsats blev fem personer anholdt i Madrid og nabobyen Toledo.

    Der var tale om fem albanere og en spanier.

    Ifølge politiet er tyvebandens fremgangsmåde blandt andet at bryde ind hos fodboldstjerner, når spillerne er borte for at spille kamp.

    – Det formodes, at den kriminelle gruppe overvåger spillernes aktiviteter på sociale medier for at vide, hvornår de skal slå til.

    – I nogle tilfælde har familiemedlemmer været hjemme, når gruppen har brudt ind, lyder det fra politiet og Europol.

    Ingen af de ramte fodboldstjerner nævnes ved navn, men det oplyses, at der er tale om spillere fra Real Madrid og Atlético Madrid.

    Spanske medier erfarer, at Real Madrids Karim Benzema og Casemiro samt Atletico Madrids Thomas Partey har haft indbrud i de seneste måneder.

    /ritzau/AFP