USA’s forsvarsminister: Tyrkiet kan have begået krigsforbrydelser

Det lader til, at tyrkisk militær og allierede militser er i færd med at begå krigsforbrydelser i forbindelse med offensiven i det nordøstlige Syrien.

Det siger USA’s forsvarsminister, Mike Esper, i et interview med tv-stationen CBS søndag.

– Det lader til, hvis det er sandt, at der er tale om krigsforbrydelser, lyder det fra forsvarsministeren.

Esper kommenterede blandt andet videooptagelser, der viser henrettelser af kurdiske fanger udført af tyrkiskstøttede militser.

– Det er en forfærdelig situation, en situation der er forårsaget af tyrkerne, af præsident Erdogan.

– På trods af vores modstand, besluttede de (tyrkerne, red.) at gennemføre denne indtrængen, sagde Esper.

I interviewet forklarede forsvarsministeren også, at man er i færd med at få be- eller afkræftet meldinger om, at tyrkiske styrker har angrebet amerikanske specialstyrker nær den tyrkisk-syriske grænse.

– Vi har givet dem vores troppers placeringer. Men hør her, jeg har selv været i krig. Jeg ved, hvordan krig foregår. Der er en tåge derude, og ting kan ske, lød det fra Esper.

I interviewet bekræftede han desuden, at omkring 1000 amerikanske soldater vil blive trukket ud af kampzonen i det nordøstlige Syrien. Esper kaldte det en “tilsigtet tilbagetrækning”.

For en uge siden gav USA’s præsident, Donald Trump, ordre til, at nogle af de amerikanske soldater i den del af det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet havde planer om en offensiv, skulle skifte position, så de ikke blev fanget nær kampene.

Onsdag indledte tyrkerne en offensiv, der hovedsageligt er rettet mod de kurdiskledede styrker, der kontrollerer et stort stykke af det nordlige og særligt det nordøstlige Syrien.

Siden har der været uafbrudte kampe i og omkring nogle grænsebyer på den syrisk-tyrkiske grænse.

Ifølge FN er mere end 100.000 civile flygtet fra områder berørt af den tyrkiske offensiv.

/ritzau/