Arkivfoto
To nevøer til Venezuelas præsidentfrue er blevet anholdt og ført til USA, hvor de vil blive sigtet for forsøg på at smugle 800 kilo kokain ind i landet.
Det oplyser kilder med kendskab til sagen til Wall Street Journal.
Anholdelserne vil sandsynligvis forværre det i forvejen meget anstrengte forhold mellem USA og Venezuela, skriver avisen.
Franqui Francisco Flores-de Freitas og Efrain Antonio Campo-Flores er angiveligt nevøer til Cilia Flores, der er gift med Venezuelas præsident, Nicolas Maduro.
Den opsigtsvækkende sag kommer på et tidspunkt, hvor Maduros opbakning i befolkningen er under pres. Den lave pris på olie, Venezuelas suverænt største indtægtskilde, har forværret befolkningens økonomiske formåen.
De to mænd blev anholdt i Haiti tirsdag af det lokale politi, overdraget til amerikanske politiagenter og samme dag sat på et fly til New York, oplyser kilder til Wall Street Journal.
De vil blive fremstillet for en dommer torsdag.
Det har ikke været muligt for Wall Street Journal at få en kommentar fra statsanklagerens kontor i New York til sagen.
Den 29-årige Campo Flores har til amerikansk politi identificeret sig som præsident Maduros stedsøn og fortalt, at han er vokset op hos sin tante, Cilia Flores.
Den anden mand har oplyst, at han nevø til præsidentens hustru. Cilia Flores er uddannet advokat og tidligere formand for Venezuelas nationalforsamling.
Ifølge amerikansk politi begyndte sagen i Honduras, hvor de to mænd kontaktede en civilagent for det amerikanske narkopoliti og bad om hjælp til at smugle 800 kilo kokain til USA, skriver Wall Street Journal.
Som bevis på, at de var i stand til at fremskaffe kokain af høj kvalitet, købte de et enkelt kilo kokain i Venezuela til informanten. Amerikanske politiagenter filmede i det skjulte møderne mellem parterne, fortæller Wall Street Journals kilder.
Myndighederne i Venezuela har endnu ikke kommenteret anholdelsen af de to mænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/AFP