Tre mænd er blevet slynget ud af bil under solouheld


Tre mænd blev mandag aften slynget ud af en bil i forbindelse med et solouheld. En af passagererne er kommet alvorligt til skade.

Det oplyser Karsten Høy, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Der har været et solofærdselsuheld, og vi ved endnu ikke, hvordan det er sket. De tre personer, som har siddet i bilen, skal alle en tur forbi sygehuset først, så vi har ingen vidner, vi har ingen, vi har kunnet afhøre endnu, siger han.

Ulykken skete på Obbekærvej/Ribevej, der ligger mellem Ribe og Rødding. Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.27.

Vejen er spærret i forbindelse med politiets arbejde på stedet. Politiet kan kort før klokken 21 ikke sige, hvornår vejen ventes genåbnet, da der stadig pågår arbejde på stedet.

– Vi er fuldt beskæftiget ude på stedet endnu. Den sidste ambulance er først lige på vej afsted derfra nu. Og så skal vi have ryddet op, have en bilinspektør frem og målt op og lave sin undersøgelse derude, siger vagtchef Karsten Høy kort før klokken 21.

De pårørende er endnu ikke underrettet. Vagtchefen ønsker derfor ikke at oplyse, hvor gamle de tre mænd er.

/ritzau/