Far vil frifindes for anklager om overgreb mod fire børn

    En 64-årig mand vil renses fuldstændig for anklager om seksuelle overgreb og vold mod fire børn.

    Det fremgår, da Vestre Landsret mandag formiddag indleder den spektakulære sag, der i folkemunde er døbt Vejen-sagen.

    – Jeg har på vegne af min klient nedlagt påstand om frifindelse, lyder det fra mandens forsvarsadvokat Allan Sørensen.

    Alternativt en mildere straf, tilføjer han.

    Den gråhårede mand, der i retten er iført sort joggingtøj med hvide striber på skuldrene, blev for et halvt år siden idømt fire års fængsel ved Retten i Esbjerg.

    Han blev dømt for flere tilfælde af seksuelle overgreb mod sin dengang seksårige steddatter.

    Men han blev frifundet for 16 andre anklagepunkter.

    Hans samlever, en 60-årig kvinde, blev pure frifundet for alle anklager og kunne tage sit gode tøj og forlade retsbygningen i Esbjerg som en fri kvinde.

    Anklagemyndigheden ankede efterfølgende byrettens dom til skærpelse.

    Senioranklager Emil Stenbygaard kan på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for, hvilken straf han går efter.

    Men han siger i sin forelæggelse, at hans hensigt er at få begge tiltalte dømt for samtlige punkter i det 11 sider lange anklageskrift.

    Anklageren vil føre bevis for, at kvinden har deltaget i eller i hvert fald været vidende om overgrebene.

    Også passiv medvirken er strafbart, påpeger han.

    Byretten fandt, at flere af anklagepunkterne om vold mod parrets fire børn var forældet.

    Men anklageren mener, at volden mod børnene er sket i sammenhæng med de seksuelle overgreb.

    – Min påstand er, at ingen dele af anklageskriftet er forældet, siger Emil Stenbygaard.

    Det er en omfattende sag, som landsretten skal behandle. Der er afsat hele 13 retsmøder til sagen.

    21 vidner skal afgive forklaring, herunder otte vidner, som ikke blev hørt i byretten.

    Det er blandt andet familiemedlemmer, venner og naboer, som skal afgive forklaringer.

    De fire forurettede børn, der nu er i 30’erne, skal også afgive forklaring.

    En af dem vurderes dog at være så psykisk medtaget, at hun ikke kan møde i retten.

    Her vil retten i stedet se de videoafhøringer, der blev foretaget af kvinden, dengang sagen begyndte at rulle i efteråret 2017.

    De to tiltalte har mandag formiddag endnu ikke haft lejlighed til at udtale sig i retten.

    Tiden er gået med at oplæse anklageskriftet og dommen fra byretten.

    Der ventes at falde dom i ankesagen i slutningen af oktober.

    /ritzau/