Au pairer holder flygtningekvote nede i Gentofte


De 771 filippinske au pairer, der i øjeblikket tjener danske familier i Gentofte Kommune, holder antallet af flygtninge i kommunen nede, skriver lokalavisen Villabyerne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

For ifølge Udlændingestyrelsen tæller kommunernes andel af indvandrere og flygtninge fra tredjelande med, når fordelingen skal udregnes. Og her er filippinerne med i puljen.

– Alle indvandrede udlændinge fra tredjelande tæller med i kriterium nummer to: kommunens andel af indvandrere og flygtninge. Således også au pairer, lønmodtagere og andre, skriver Nils Bak, pressechef i Udlændingestyrelsen, i et svar til Villabyerne.

I Gentofte Kommune er filippinerne den største minoritetsgruppe, som talte 1016 personer i begyndelsen af andet kvartal af 2015.

Avisen har ikke haft mulighed for at få et nøjagtigt tal på antallet af au pairer i kommunen, men ifølge Danmarks Statistik bor 771 ugifte filippinere mellem 17 og 30 år i Gentofte Kommune.

Det er ikke kun au pairer, som har indflydelse på fordelingen. I alt bor 6856 indbyggere fra tredjelande, heriblandt højtuddannede expat-familier (udenlandske medarbejdere og deres familier), i Gentofte Kommune, og de bliver alle talt med.

I 2015 modtog Gentofte Kommune 104 flygtninge og står foreløbig til at modtage 117 til næste år.

Udlændingestyrelsen kan ikke svare på, hvilke konsekvenser det ville få for en kommunes fordeling, hvis en bestemt type indvandrere skulle trækkes fra.

– De skulle i givet fald trækkes fra i alle kommuner, og det ville påvirke fordelingen for samtlige kommuner, skriver Nils Bak fra Udlændingestyrelsen.

Johanne Schmidt-Nielsen, udlændingeordfører for Enhedslisten, kalder det tragikomisk, at det i en kommune med så mange borgere, der har råd til en au pair, får den konsekvens, at kommunens andel af flygtninge falder.

Hun vil stille et skriftligt spørgsmål til integrationsminister Inger Støjberg (V), om det kan passe, at man som kommune kan tage imod færre flygtninge, fordi man har mange au pairer.

/ritzau/