Prognose: Gaveræset stikker af 17 dage før juleaften


Arkivfoto


Forretninger med legetøj, parfumer, bøger, elektronik og andet går en hektisk tid i møde. Årets julehandel står for døren, og ikke mindst webbutikkerne kan se frem til mange kunder. Én bestemt dag – 7. december – bliver særligt travl.

Denne dag bliver årets største handelsdag på internettet i Danmark. 280 millioner kroner vil danskerne spendere på dagen, som er den første mandag i december.

I hvert fald hvis man skal tro en ny prognose fra softwarevirksomheden Adobe.

– Julemånederne har altid været vigtige for butikkerne, og det er også tilfældet online, siger Jes Schyum, nordisk kommunikationschef hos Adobe.

– I år forventer vi, at danskernes onlineforbrug vil nå sit højdepunkt den 7. december, hvor vi vil handle for i alt 280 millioner kroner. Og det er vi ikke ene om – også i Sverige og Finland er den 7. december dagen, hvor de fleste online juleindkøb finder sted.

Danskerne vil ifølge forudsigelsen købe julegaver for i alt 6,7 milliarder kroner på nettet.

Det betyder, at hver dansker over 18 år i år vil bruge 1550 kroner på webshopping i november og december, hvor julehandlen løber af stablen.

Og bekvemmelighed er nøgleordet, hvis man skal give et svar på, hvorfor mange danskere fravælger tætpakkede butikscentre og kolde gågader for i stedet at købe julegaver foran computeren eller fra mobilen hjemme i sofaen.

Det forklarer forbrugerekspert Flemming Birch fra konsulentvirksomheden Birch & Birch.

– Man kan sidde i ro og mag med familiens, vennernes og børnenes ønskelister foran sig og bestille gaverne online, få dem leveret og oven i købet få dem pakket ind. Det fjerner en masse stress, siger han.

– Men det kræver, at man er ude i god tid. Og det må man sige, at man er, hvis man køber julegaver 17 dage før juleaften, siger Flemming Birch.

Prognosen fra Adobe er lavet ud fra data om danskernes nethandel de seneste otte år. Virksomheden har ikke et entydigt svar på, hvorfor danskerne er ekstra købelystne godt to uger før juleaften.

/ritzau/