En 38-årig mand er fængslet efter skud på åben gade


Gerningsstedet i Korsør.


En 38-årig mand er søndag i et grundlovsforhør i Retten i Næstved blevet varetægtsfængslet i fire uger for at skyde mod en mand på åben gade i Korsør lørdag aften.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Manden er sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse, oplyser efterforskningsleder Marianne Roed, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Han nægter sig skyldig.

LÆS OGSÅ: Tv: En anholdt for skyderi
– Han kan ikke erkende drabsforsøg, og han nægtede i øvrigt at udtale sig i retten, siger Marianne Roed.

Ofret er en ét år yngre mand, der natten til søndag måtte på operationsbordet efter at være blevet ramt af et eller flere skud.

Marianne Roed ønsker ikke at oplyse, hvor mange skud der faldt. Hun henviser til, at grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Søndag oplyser politiet, at ofret ikke er i livsfare.

– Det ser ud til, at han klarer skærene, siger vagtchef Jens Frederiksen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der er foreløbig ingen oplysninger om motivet til skyderiet og om de involverede personer og deres relationer til hinanden. Blandt andet ønsker efterforskningslederen ikke at oplyse, hvor i Korsør skyderiet fandt sted.

Politiet arbejder søndag fortsat på gerningsstedet for at sikre sig spor efter skyderiet, som politiet fik en anmeldelse om lørdag aften ved 21-tiden.

Ifølge TV Øst er manden blevet ramt i maven af et skud fra et haglgevær. Skuddet blev angiveligt affyret på klos hold.

/ritzau/