Arkivfoto
En 26-årig mand blev natten til søndag stukket i benet med en kniv i forbindelse med noget tumult ved et selskabslokale på Østerbro i København.
Urolighederne opstod, da to personer, der var blevet bortvist fra en fest i lokalerne, vendte tilbage med et tæskehold, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Youssef Lharraki.
Den 26-årige er indlagt på sygehuset, og hans tilstand er ikke alvorlig.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet kort efter klokken 2.40.
Da en politipatrulje ankommer, ser betjentene to unge mænd stikke af fra stedet.
– Den ene standser imidlertid op og truer en politikollega med noget, der formentlig er en skruetrækker, siger Youssef Lharraki.
De to unge blev anholdt, og politiet overvejer nu, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
– Nu prøver vi at få hoved og hale i, hvad der skete, så vi kan få klarlagt deres roller i knivstikkeriet, siger efterforskningslederen.
Der er tale om to unge mænd på 20 og 21 år.
/ritzau/