Foto fra Nordsjællands politi. Personen på billedet er maskeret da den efterlyste er identificeret af politiet.
En dreng på 15 år skal sidde varetægtsfængslet frem til 30. november i en sag om forsøg på voldtægt af en 20-årig kvinde i Lyngby 31. oktober.
Politiet mistænker den unge mand for at stå bag en række overfald på kvinder i Lyngby, men Retten i Helsingør tog udelukkende stilling til voldtægtsforsøget 31. oktober.
Ifølge efterforskningsleder Michael Gammel fra Nordsjællands Politi nægter den 15-årige sig skyldig.
Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre, hvorfor det ikke har været muligt at høre den sigtedes forklaring.
Politiet fandt frem til drengen ved at frigive et billede taget af et overvågningskamera. Og det gav pote, da politiet fik flere henvendelser om, hvem han kunne være.
Det er på grund af fremgangsmåden ved overfaldet 31. oktober, at politiet mener, at der kan være tale om, at det er den samme gerningsmand som ved en række andre uopklarede overfald de seneste måneder.
Alle overfald er ifølge politiet gået ud over yngre kvinder, som er blevet væltet omkuld, og gerningsmanden har forsøgt at flå tøjet af dem.
Ved overfaldet 31. oktober blev den 20-årige kvinde forfulgt af manden fra Lyngby Station og hen til krydset mellem Lyngby Hovedgade og Lyngby Omfartsvej, hvor hun blev overfaldet.
/ritzau/