To unge skal i retten efter knivdrab i Hillerød


Hillerød torsdag.


Torsdag anholdt Nordsjællands Politi tre unge efter et knivdrab på en 17-årig dreng i Hillerød, men i nattens løb har politiet valgt at løslade den ene.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi har nu to, der sidder anholdt i sagen, og som vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, siger pressekoordinator hos politiet Henrik Suhr fredag morgen til Ritzau.

Hvorvidt der skal ske fremstilling af de anholdte, skal endeligt afgøres af anklagemyndigheden i Nordsjælland i løbet af formiddagen.

Det var i en tunnel under Trollesmindes Allé nær Hillerød Handelsskole, at torsdagens tragiske episode udspillede sig.

Her blev en 17-årig dreng overfaldet og stukket med kniv. Han døde af sine sår.

Politiet har endnu ikke oplyst detaljer om forløbet op til drabet, men Ekstra Bladet har talt med vidner, som fortæller, at den 17-årige blev antastet af en række personer inde på skolen. Herefter fulgte han med personerne udenfor, hvor knivstikkeriet skete.

Til avisen fortæller vidnerne desuden, at det hele formentlig bunder i nogle uoverensstemmelser under en fest i weekenden.

De to anholdte i sagen er en dreng på 16 år og en ung mand på 18. Ham, som politiet valgte at løslade i nattens løb, er en dreng på 17.

Fredagens grundlovsforhør kommer til at foregå ved Retten i Hillerød. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt.

/ritzau/