Teledata kan være fejlmålt med op mod 100 kilometer


Arkivfoto


Fejl i teledata er endnu værre end antaget, og der kan være op mod 100 kilometer fejlafstand på placeringer, som politiet bruger til at fastslå mistænktes færden.

Det skriver Politiken, der har trukket data om alle telemasters placering ud fra Energistyrelsens såkaldte mastedatabase.

– Det er skræmmende, at I har fundet så mange og store fejl i registreringen af masternes placering, siger teleanalytiker Torben Rune til avisen.

Undersøgelsen, som er foretaget af Politiken Analyse, viser et væsentligt omfang af fejl i de registrerede adresser og de oplyste geografiske koordinater. I 25 tilfælde er der over 1 kilometer mellem mastens adresse og koordinaterne.

Eksempelvis befinder en telemast fra Telia og Telenor sig ifølge de oplyste koordinater i østjyske Hornsyld, men mastens adresse fortæller, at den står i vestjyske Vejers Strand – 109 kilometer derfra.

18. august suspenderede Rigsadvokaten enhver brug af telebeviser ved domstolene, da man fandt ud af, at telemasterne i politiets it-system var registreret op mod 220 meter væk fra deres reelle placering.

Eksperter ser med bekymring på, at fejlene nu viser sig at være større og mere grundlæggende.

– Fejlkilden kan jo være opstået fra dag et, hvor masten blev stillet op og registreret, uden at nogen siden har opdaget det, siger Torben Rune.

– Efter Politikens fund må vi konstatere, at der er sket reelle indtastningsfejl af adresser, og vi må også konstatere, at der er fejl i nogle koordinater, som ikke er præcise.

– I et vist, om end begrænset omfang er fejl og unøjagtigheder gået igen i de data, der er tilgået politiet, siger Jakob Willer, direktør i brancheforeningen Teleindustrien.

Rigspolitiet skriver til Politiken, at man længe har vidst, at der kan være fejl i registreringen af masternes placering.

I et skriftligt svar til avisen siger justistminister Nick Hækkerup, at han ser alvorligt på teledatasagen og afventer myndighedernes redegørelse i sagen.

/ritzau/