Bil rullede rundt på Nødebovej: Mandlig bilist slap uskadt


NØDEBO: En ung mand slap tirsdag aften ved 22-tiden med liv og lemmer i behold fra et alvorligt solouheld på Nødebovej, mellem Esbønderup og Nødebo.

Tilsyneladende skete ulykken da bilen kom ud i rabatten og gik i skred, den kurrede et stykke i grøften før den rullede mindst en gang rundt for at afslutte med at ligge på taget.

Bilen var fuldstændig ødelagt, men mod alle odds kunne bilens fører kravle ud af den smadrede bil uden en skramme – men formentlig med en række blå mærker efter den ublide medfart.

Præcist hvad der udløste ulykken er ikke klart, men ifølge et vidne havde bilen slingret lidt et øjeblik før det gik galt, men om det skyldtes glatføre eller uopmærksomhed er ukendt.

Frederiksborg Brand & Redning blev rekvireret med en HSE fra Hillerød til oprydningen på uheldsstedet, mens en paramediciner og akutlægen tilså den uheldige bilist. Han viste sig at være fysisk uskadt, men noget forskrækket efter den uheldige rulletur.

Bilen var derimod i en noget værre stand, idet den var bulet stort set overalt – skaderne er så omfattende at bilen aldrig kommer ud at køre igen.

Brandfolkene måtte feje et godt stykke af vejbanen, idet bilen under turen i grøften havde kastet en stor mængde jord og blade op på vejbanen. Uheldsstedet var ryddet og åbnet for trafik igen omkring kl. 23.15, og omkring midnat blev bilen fjernet med et fejeblad fra stedet.