65-årig idømt hård narkodom: Får konfiskeret fast ejendom


Arkivfoto


En 65-årig mand fra Fyn er onsdag blevet idømt 5½ års fængsel for handel med narko. Samtidig konfiskerede retten to faste ejendomme, idet den dømte ikke kunne sandsynliggøre, at de var købt for penge tjent på lovlig vis.

Dommen vedrører stoffer solgt i tiden fra efteråret 2014 og til anholdelsen den 30. april 2015.

Den 65-årige blev dømt for handel med 2 kilo amfetamin samt besiddelse af yderligere ca. 1300 gram amfetamin og ca. 2200 gram hash.

Det var tredje gang den pågældende blev dømt for handel med hård narkotika, derfor blev der ikke alene påstået konfiskation af udbyttet fra den konkrete handel men også af to faste ejendomme, som den dømte er eneejer af.

Denne påstand støtter sig på en bestemmelse i straffeloven, hvorefter der kan konfiskeres værdier, den dømte er ejer af, når den dømte ikke kan sandsynliggøre, at værdierne er anskaffet for lovlige midler.

Det lykkedes ikke den 65-årige at overbevise retten om, at de to faste ejendomme var anskaffet på lovlig vis, og derfor blev de begge konfiskeret.