Unge truede sig til 105.000 kroner i Danske Bank


Hvidovre mandag.


Med en pistollignende genstand truede to unge mænd sig til et anseligt udbytte på 105.000 kroner i Danske Banks filial på Hvidovrevej i Hvidovre.

Like localeyes.dk på Facebook

Røveriet fandt sted mandag formiddag, men de formodede gerningsmænd er tirsdag sat bag lås og slå.

– Vi anholdt én person efter røveriet, og i nat er der en anden person, som har meldt sig selv, fortæller politikommissær Henrik Hougaard fra lokalpolitiet i Hvidovre.

De anholdte er 17 og 18 år gamle. De er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, og her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle begge i foreløbig 15 dage.

Alexander Fält Dzougov mødte på vegne af anklagemyndigheden i retten, og han fortæller, at gerningsvåbnet efter alt at dømme ikke var en rigtig pistol, men en attrap.

– Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvorfor vi mener det, da retsmødet er holdt for lukkede døre. Men jeg kan fortælle, at en stor del af pengene er blevet fundet, fortæller anklageren til Ritzau.

Af politiets sigtelse mod mændene fremgår det, at udbyttet ved røveriet var på 105.000 kroner. Dermed ligger det noget over det beløb, som en bankrøver typisk kan forvente at slippe af sted med.

Bankernes brancheorganisation Finansrådet er tilbageholdende med at give information om størrelsen af udbytte ved bankrøverier, og politiet har for vane at føje bankernes ønske om ikke at offentliggøre størrelsen af udbyttet ved røverier.

Men når sagerne kommer for retten – hvis altså gerningsmanden bliver fundet – så bliver udbyttets størrelse offentliggjort, og Ritzau kunne tilbage i 2012 på baggrund af en aktindsigt til samtlige politikredse kaste lys over størrelsen på det typiske udbytte.

Ritzaus aktindsigt viste dengang, at en bankrøver i hovedreglen ikke skal forvente at slippe af sted med mere end 20-30.000 kroner.

Bankrøveren som sådan er i øvrigt en uddøende race. Det er sket i takt med, at flere banker har indført pengeløse filialer og i øvrigt strammet op på sikkerheden.

I 2010 blev der ifølge en opgørelse fra Finansrådet begået 135 bankrøverier. I 2014 var antallet helt nede på 21.

/ritzau/