Arkivfoto
En arbejdsulykke i Aalborg kostede kort efter midnat natten til lørdag en 24-årig mand livet.
Det oplyser Nordjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 00.30.
Ulykken skete på Gasværksvej, hvor firmaet Alfa Laval havde haft personalefest. Den 24-årige var ansat i firmaet Sound and Light, der leverede lys- og lydudstyr til festen.
Festdeltagerne var gået hjem, da fire-fem mand fra Sound and Light kom for at hente udstyret.
– I den forbindelse skal en varevogn med anhænger bakke gennem en smal port. Den 25-årige fører af varebilen beder sin kollega om at gå ud og dirigere bilen gennem porten, fortæller politiets vagtchef Henrik Beck.
– Af ukendte årsager kommer den 24-årige i klemme mellem muren og varebilens anhænger, fortsætter han.
En læge, der ankom få minutter senere, erklærede den 24-årige død.
De pårørende er blevet underrettet om ulykken.
En bilinspektør og Arbejdstilsynet er tilkaldt for at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt.
/ritzau/