Danske ofre for terrorangreb i København hædres af Frankrig


Begge blev dræbt inden for et døgn. Først Finn Nørgaard foran Krudttønden på Østerbro, og siden mistede Dan Uzan sit liv, da han blev skudt foran synagogen i Krystalgade i København, hvor han holdt vagt.


Ofrene for angrebet i København 14. februar bliver mandag hædret som helte af Frankrig.

Like localeyes.dk på Facebook

Den franske stat har besluttet posthumt at tildele Finn Nørgaard den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, mens Dan Uzan hædres med æresmedaljen Medaille de Courage.

Begge blev dræbt inden for et døgn. Først Finn Nørgaard foran Krudttønden på Østerbro, og siden mistede Dan Uzan sit liv, da han blev skudt foran synagogen i Krystalgade i København, hvor han holdt vagt.

Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, vil selv være til stede på den franske ambassade i København, hvor højtideligheden finder sted. Også Dan Uzans familie deltager.

– Det er en smuk gestus. Det er helt i tråd med den oplevelse, vi har af både Finn Nørgaard og Dan Uzan.

– Det var modige mennesker, der mistede livet i et forsøg på at yde beskyttelse og tryghed til andre, siger Dan Rosenberg Asmussen til Ritzau.

Det er den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, der skal lede højtideligheden. Han var selv til stede på Krudttønden, da den blev angrebet.

Han er ikke i tvivl om, at angrebet ville være endt meget værre, hvis det ikke havde været for Finn Nørgaard, der ifølge et vidne forsøgte at overmande gerningsmanden Omar el-Hussein.

– Hvis Finn Nørgaard ikke var løbet mod gerningsmanden, ville han have skudt os andre. For vi var nemme mål, da vi var løbet ud af lokalerne, har François Zimeray udtalt til Orientering på P1.

– Det er helt sikkert, at Finn Nørgaards opofrelse har reddet vores andres liv. Han opførte sig som en helt, da han gjorde det. Et mod, der bør være inspiration for alle.

Dan Uzan får en medalje for sit mod, fordi han valgte at stå vagt på en aften, hvor alle vidste, det var særligt farligt.

– Vi vidste, at gerningsmanden var derude et sted, og han valgte at være vagt. Det er også en heltemodig gerning, siger François Zimeray.

– Bag deres handlinger ligger en masse positive værdier, som det er vigtigt at hædre, hvis vi vil have en bedre verden.

/ritzau/