Arkivfoto
Fire mænd blev søndag formiddag ført ind Retten i Nykøbing Falster og præsenteret for en sigtelse om drabsforsøg, men med en enkelt undtagelse har de alle kunnet forlade retsmødet som frie mænd.
Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som efterforsker mændenes påståede forbrydelse – et brutalt overfald i Rødby.
– Vi valgte at fremstille dem alle fire for at sikre deres forklaringer, men det er kun den ene, som anklageren begærede fængslet. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger, siger vicepolitiinspektøren til Ritzau.
Overfaldet fandt sted lørdag aften i et hus i Rødby på Lolland. Her blev en udenlandsk mand udsat for så brutal vold, at han søndag eftermiddag stadig er i livsfare.
– Han er temmelig ilde tilredt, og vi kan ikke udelukke, at han dør af det, siger Søren Ravn-Nielsen. Volden blev ifølge sigtelsen begået med et stumpt instrument.
Da politiet kom frem til ejendommen i Havnegade, hvor overfaldet fandt sted, fandt betjentene – ud over den sårede – de fire mænd, som blev anholdt.
Ligesom offeret er de udlændinge og alle i 30’erne.
Søren Ravn-Nielsen understreger, at de tre løsladte fortsat er sigtet for drabsforsøg, men at politiet betegner den fængslede som den primære gerningsmand.
Søndagens retsmøde blev holdt for lukkede døre, og politiet ønsker ikke at fortælle, hvad de sigtede har fortalt om episoden. Derfor er motivet til overfaldet heller ikke offentligt kendt.
/ritzau/