Arkivfoto
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ventes søndag at fremstille fire mænd i et grundlovsforhør, hvor de formentlig vil være sigtet for vold af særdeles farlig karakter.
Det oplyser vagtchef Ehm Christensen til Ritzau.
– Det er en sag om særdeles grov vold. Vi får klokken 19.58 en anmeldelse, som lyder på, at en mand er blevet slået til blods på Lolland.
– Vi har anholdt fire udenlandske mænd, som vi regner med at fremstille i morgen (søndag, red.), siger vagtchefen.
Politiet ønsker endnu ikke at oplyse om de nærmere omstændigheder ved overfaldet – herunder hvor det er fundet sted, og om der er blevet anvendt våben.
Ehm Christensen oplyser dog, at der ikke er tale om et hjemmerøveri.
Offeret – en mand fra lokalområdet – er kommet slemt til skade, men det er endnu uklart, om han er i livsfare.
De fire anholdte mænd er ikke danske statsborgere, men det er uvist, om de er herboende.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi regner med at kunne fortælle flere detaljer om sagen i løbet af søndag formiddag.
/ritzau/