En tilfældig person blev anholdt i jagten på Omar El-Hussein natten til den 15. februar 2015.
Regeringen har besluttet at nedlægge et syv mand stort udvalg, der med uvildige eksperter i blandt andet strafferet skulle have gransket den danske indsats mod terror samt terrorlovens konsekvenser for almindelige danskere.
Det skriver Berlingske.
Justitsminister Søren Pind (V) skriver i en mail til avisen, at udvalget er “blevet overhalet af virkeligheden”.
– Vi har i 2015 set terrorangreb i Paris og København, og der har på den baggrund været en større evaluering af vores terrorberedskab. Evalueringen er mundet ud i en række anbefalinger til nye tiltag, skriver han og tilføjer, at regeringen inden for den nærmeste fremtid vil komme med nye tiltag, der skal styrke terrorberedskabet.
Nedlæggelsen af udvalget, der blev nedsat af den tidligere SR-regering i 2014, mødes med hård kritik fra flere kanter.
– Det er beskæmmende, at man fra regeringens side har så lidt mod på at få evalueret lovgivningen. Det lugter af, at man ikke prioriterer retssikkerhed særlig højt, samt at man ikke har lyst til at få sat kritiske og uafhængige øjne på sit eget terrorberedskab, siger Jacob Mchamgama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, til Berlingske.
Også Advokatrådet og flere politiske partier langer ud efter regeringen.
Det er særligt kritisabelt, mener kritikerne, at en række omstridte stramninger i terrorlovgivningen, der giver myndighederne mulighed for at overvåge borgerne, ikke kommer under kritisk lup.
Det nu lukkede udvalg skulle have færdiggjort sit arbejde i løbet af 2016.
Siden Venstre-regeringen kom til magten i juni, har den også lukket Irak-kommissionen og den såkaldte pensionskommission, der skulle have gennemgået det danske pensionssystem.
/ritzau/