Tre dømt for grov vold: Tæskede bagbundet mand i hans eget hjem


Arkivfoto


Tre mænd blev i går ved Retten i Kolding dømt for et alvorligt overfald, som blev begået i forurettedes eget hjem i Vamdrup den 3. marts i år. De tre dømte er alle mænd på henholdsvis 23, 28 og 35 år.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

To af de dømte fik 1 ½ års ubetinget fængsel, og den tredje fik 1 år og fire måneders ubetinget fængsel. Den 28-årige, der ikke er dansk statsborger, blev også udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år.

“Det var en alvorlig sag, som retten har set med strenge øjne på”, siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow.

De tre mænd blev dømt for den 3. marts 2015 at have opsøgt forurettede på hans bopæl i Vamdrup. Her blev han udsat for frihedsberøvelse, ulovlig tvang, grov vold og trusler. Retten fandt det blandt andet bevist, at de tre tiltalte alle var ansvarlige for, at forurettede blev bundet på hænder og fødder, at han blev slået flere gange med våben, ligesom de dømte truede med at slå ham ihjel. De dømte tvang også forurettede til at udlevere sin bil og andre værdigenstande.

“Retten lagde skærpende vægt på, at det var sket i forurettedes eget hjem, og at der var flere gerningsmænd”, siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow.

De tre dømte har alle siddet varetægtsfængslet siden marts. De to der fik halvandet års fængsel skal fortsat være varetægtsfængslet efter dommen. Ham der fik 1 år og fire måneder blev løsladt efter dommen.

Den dømte, der fik 1 ½ år og blev udvist ankede med det samme straffen og udvisningen til formildelse.