21-årige Anton Lundin Pettersson gik ind på Kronans skole med et sværd og dræbte en elev og en hjælpelærer.
Den skole, hvor en ung mand i sidste uge dræbte to personer med et sværd, er delvist genåbnet torsdag – dog ikke for undervisning.
Der er blandt andet adgang til Mødepladsen, som er en café på skolen.
– Det er et slags fritidshjem for unge vokse, siger Peter Asp, som er informationschef i Trollhättans bystyre, til Sveriges Radio.
Det bliver ikke en helt almindelig dag på caféen torsdag, da ekstra personale er til stede for at støtte de unge med samtale, hvis de har behov efter det blodige angreb.
Det er en uge siden, at den 21-årige Anton Lundin Pettersson gik ind på Kronans skole med et sværd og dræbte en elev og en hjælpelærer.
Inden angrebet havde han forfattet noget, der kunne ligne et afskedsbrev.
Først mandag i næste uge slår skolen dørene op for elever og lærere til undervisning, og her vil vagter stå klar ved hovedindgangen.
Også i skolens lokaler vil der være vagter til stede, så længe det anses at være nødvendigt.
Svensk politi har afhørt adskillige vidner om tragedien, og man har blandt andet ved at følge blodspor på skolen fastlagt, at den unge gerningsmand dræbte sit første offer umiddelbart efter ankomsten til skolen.
Samtidig er det kommet frem, at gerningsmanden poserede på et foto med to elever, efter at han var blevet drabsmand, skriver Aftonbladet.
/ritzau/TT