12. mand er anholdt efter blodigt opgør i rockermiljøet


Samtlige 12 sigtede i sagen har forbindelse til en underafdeling af gruppen No Surrender, som hedder District 26 i Brøndby. Arkivfoto


En 12. mand er blevet anholdt i sagen om et blodigt opgør i Ishøj syd for København i sommer, oplyser politiet torsdag.

Like localeyes.dk på Facebook

Den eftersøgte 30-årige mand har ifølge politiet forbindelse til rockergruppen No Surrender.

Torsdag formiddag skal en dommer i Glostrup afgøre, om der er gode grunde til at varetægtsfængsle manden ligesom de øvrige 11 mænd.

– Det er ikke tilfældigt, siger politikommissær Hans Chr. Tonnesen til Ritzau om den anholdelse, som efterforskere foretog onsdag eftermiddag på Frederiksberg.

Men han ønsker ikke at røbe detaljer om arbejdet med at lokalisere ham.

For nogle uger siden besluttede Københavns Vestegns Politi at gå ud med fotos og beskrivelse af såvel den 30-årige som en anden eftersøgt, den 41-årige Tonni Turan.

Dette havde dog ikke den store virkning på de to mænd, der udmærket ved, at de er eftersøgt for drabsforsøg.

Om Tonni Turan siger politikommissæren:

– Ham skal vi nok også få fat i på et tidspunkt.

Årsagen til politiets interesse for de mange mænd er et råt overfald, som fandt sted ved en tyrkisk klub i Ishøj 17. august.

De to ofre blev slået og stukket flere gange med kniv, og politiet mener, at angriberne havde til hensigt at dræbe dem.

Samtlige 12 sigtede i sagen har forbindelse til en underafdeling af gruppen No Surrender, som hedder District 26 i Brøndby.

Gruppen var tidligere med i Satudarah, men valgte så at gå over i den hollandsk-baserede No Surrender.

Politiet mener, at knivoverfaldet skyldes uenighed om hashmarkedet.

/ritzau/